Aktuelle sager: Højesteretsdom om konfiskation af biler for vanvidskørsel
Højesteret afsagde i slutningen af 2022 dom i en sag om et omdiskuteret emne – nemlig, hvorvidt politiet må beslaglægge og konfiskere biler i forbindelse med hasarderet kørsel, hvor ejeren selv ikke har været involveret i kørslen. Siden ikrafttræden af ny lovgivning herom i 2021 har det været heftigt diskuteret, om man går for langt med de nye regler, hvorefter politiet kan konfiskere biler hos personer, der dybest set ikke har overtrådt nogen regler, eksempelvis, hvor ejeren har lånt bilen ud til en person, der dømmes for vanvidskørsel.
Konsekvensen af konfiskation er, at den konfiskerede bil bliver solgt på auktion. Udgangspunktet er at pengene fra salget tilgår statskassen, medmindre der er pant i bilen. I så fald går pengene først og fremmest til panthaver.
Det er særligt konfiskation af leasede biler, der har givet anledning til debat, idet man godt kan argumentere for, at leasingselskaberne rammes uforholdsmæssigt hårdt af de skærpede regler for vanvidskørsel. Sager, der involverer leasede biler, kan jo have noget specielle omstændigheder, hvor det ikke er leasingtageren – altså, den person, der har leaset bilen hos selskabet, og som selskabet har accepteret som kontrahent og fører af bilen – der har overtrådt reglerne; men en helt anden, som leasingtager har lånt bilen ud til, og som leasingselskabet på ingen måde har forudgående kontraheret med eller kendskab til.
Årsagen til, at det kan virke uproportionalt, at der i sådanne tilfælde sker konfiskation, er, at leasingselskaberne ingen muligheder har for at forhindre eller forebygge udlån til tredjemænd, som måske endda er notorisk dårlige bilister. Desuagtet kan konsekvensen for leasingselskabet efter de nye regler blive konfiskation af bilen og måske et større økonomisk tab, som ikke nødvendigvis bliver dækket ind. Den seneste dom fra Højesteret medvirker til at lægge linjen for, hvordan netop den type sager skal håndteres i vores retssystem.
I den konkrete sag havde en mand i en leaset Volvo ifølge politiets måling kørt 103 km/t på en strækning, hvor det var tilladt at køre 50 km/t. Ifølge gældende lovgivning kan bilen konfiskeres, når man kører 100 procent over det tilladte, og reglerne tillod altså i udgangspunktet konfiskation. Bilen var ikke leaset i mandens eget navn; men derimod af konens arbejdsgiver.
Leasingselskabet advokat argumenterede i sagen for, at det er i strid med de europæiske menneskerettigheder, hvis det tillades at konfiskere biler, hvor ejeren ikke selv har kørt vanvidskørsel. Højesteret udtalte, at hverken den danske ordning om konfiskation hos tredjemand eller beslaglæggelsen i det konkrete tilfælde var i strid med bestemmelserne om ejendomsretten i artikel 17, stk. 1, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller tillægsprotokol 1 til den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dommen understreger, at det er muligt og lovligt for staten at konfiskere en bil, selvom det ikke er ejeren selv, der dømmes for vanvidskørsel.
Højesteret lagde i afgørelsen vægt på, at det ikke var leasingselskabet, der stod til at lide et økonomisk tab ved konfiskationen, da det med stor sandsynlighed var muligt for føreren selv at betale erstatning til selskabet. Højesteret slog i den forbindelse også fast, at lignende sager om beslaglæggelse af køretøjer skal vurderes ud fra de konkrete omstændigheder. Dommen er derfor ikke ensbetydende med, at staten i alle tilfælde kan beholde de beslaglagte leasingbiler, idet der i den konkrete sag må foretages en vurdering af om indgrebet er uforholdsmæssigt – og dermed uproportionalt – overfor bilens ejer.