Nethandel

Nethandel – Faldgruber og fortrydelsesret

I disse moderne tider er det nok de fleste af os, der køber hovedparten af julegaverne over nettet. Men har du tænkt over, at reglerne kan være forskellige alt efter, om du handler i en fysisk butik eller på nettet? Med julehandlen lige rundt om hjørnet tænker vi derfor hos Advokathuset Eegholm, at vi med fordel kunne hjælpe med et kort indblik i dine rettigheder og eventuelle faldgruber ved handel på nettet.

Nethandel generelt

De almindelige aftale- og køberetlige regler dækker på samme vis nethandel, som hvis du handler i en fysisk butik. Reglerne om betaling er dog et af de steder, hvor nethandel uundgåeligt adskiller sig. Når du handler i en butik, betaler du jo kontant ved kassedamen. Betaler du med betalingskort på nettet, kan forhandleren først hæve beløbet, når varerne sendes til dig. Hvis en forhandler uden aftale med dig herom trækker beløbet før afsendelsestidspunktet, kan der være tale om overtrædelse af god markedsføringsskik.

Sikker nethandel

Der eksisterer i dag flere hjemmesider, der samler oplevelser og anmeldelser fra andre forbrugere, som du kan gøre klogt i at tjekke, inden du handler i en netbutik, du ikke kender. E-handelsmærket kan derudover være en god indikator. Undersøg også, om netbutikken værner om dine dankort- og personoplysninger. Både hos Forbrugerombudsmanden og på borger.dk finder du vejledning til sikker nethandel.

Fortrydelsesret ved nethandel

Der gælder en fri fortrydelsesret på 14 dage ved nethandel. Forhandleren skal gøre opmærksom på din ret til at fortryde. Du bærer i udgangspunkt selv udgifterne ved udnyttelse af fortrydelsesretten. Fortrydelsesretten kan på forhånd helt afskæres ved dit udtrykkelige samtykke.

Du skal indenfor fristen på 14 dage overfor forhandleren gøre udtrykkeligt opmærksom på, at du fortryder købet. Det er ikke nok bare at returnere varen indenfor fristen.

Fristen regnes fra det tidspunkt, du har modtaget varen. Varen skal være i din fysiske besiddelse. Hvis ikke du afhenter varen i postboksen eller på posthuset, begynder fristen for at udnytte fortrydelsesretten derfor ikke at løbe. Reglerne herom kan ikke fraviges til skade for dig.

Du kan fortryde købet, selvom du har taget varen i brug. Reglerne stiller ikke krav om, at varen fremstår som ny ved tilbagelevering. Du skal i så fald dog betale forhandleren for værdiforringelsen ved din brug af varen. Forhandleren skal kun tilbagebetale den fulde købesum, hvis varen fremstår som ny.

Flybilletter, hotelophold, leje af feriehuse og billetter til kulturelle oplevelser er undtaget den lovpligtige fortrydelsesret. Hold derfor her øje med forhandlerens egne regler for, om du kan fortryde købet, evt. mod betaling af et gebyr.