Strafferet

Når du har klikket dig ind på denne side, er det sandsynligvis fordi, du er enten den anklagede eller den forurettede part i en straffesag. I begge tilfælde er du kommet til det rigtige sted.

Hos Advokathuset Eegholm finder du én af områdets mest erfarne forsvarsadvokater. Er du blevet anklaget efter straffeloven og måske endda sidder varetægtsfængslet for din påståede lovovertrædelse, har du derfor ret til at få en forsvarer.

Vores forsvarsadvokater har gennem årene bistået i alle mulige forskellige typer sager, fx

  • Færdselsforseelser
  • Tyveri/indbrud (berigelseskriminalitet)
  • Røveri
  • Vold
  • Narkokriminalitet
  • Skatte- og momssager
  • Økonomisk kriminalitet
  • Miljøsager

Hvornår bør jeg få en forsvarsadvokat?

Er du anklaget i en alvorlig sag, hvor strafferammen går helt op til fængselsstraf, bør du altid få en forsvarsadvokat. I mange tilfælde kan advokatens indsats betyde forskellen på, om du slipper med en bøde, eller om du kommer i fængsel.

Er du anklaget i en ubetydelig sag, hvor du højst risikerer at blive idømt en mindre bøde, skal du overveje, om du vil bruge en advokat, da regningen i tilfælde af, at du bliver dømt, meget nemt kan blive større end selve bøden. På den anden side kan sagen naturligvis have så principiel betydning for dig, at det ikke er det samlede regnestykke, der afgør dit valg.

Hvem betaler forsvarsadvokaten?

Hvis du ender med at blive frifundet, betaler anklagemyndigheden (dvs. staten) alle sagens omkostninger, også salæret til forsvarsadvokaten. Bliver du derimod dømt, skal du som hovedregel selv betale advokatsalæret. I praksis sker det ved, at staten lægger ud og efterfølgende opkræver pengene hos dig. Når du henvender dig til os, kan du i de fleste tilfælde få et fingerpeg om, hvad regningen vil ende på.

Hvad hjælper forsvarsadvokaten mig med?

Som din forsvarsadvokat kan vi have mange forskellige opgaver, fx

  • Sidde med ved afhøringer på politistationen
  • Lægge den overordnede strategi for dit forsvar
  • Vurdere beviserne og finde de svage punkter i anklagen
  • Indhente vigtige oplysninger fra forskellige eksperter
  • Kontrollere anklagemyndighedens efterforskning
  • Procedere i retten (dvs. fremlægge sagen fra din side)
  • Afhøre vidner i retten
  • Rådgive om ankemuligheder, hvis du bliver dømt

Hvis du selv er den forurettede

I nogle tilfælde kan det være relevant for den forurettede i en straffesag at have en såkaldt bistandsadvokat ved sin side. Det kan fx være i voldtægtssager eller i sager, hvor den forurettede er meget ung, meget gammel, psykisk svag eller af andre årsager har behov for juridisk bistand.

Som bistandsadvokat hjælper vi dig med at komme bedst muligt igennem sagen. Vi fortæller dig løbende, hvad der skal ske. Og vi hjælper dig med at opgøre et eventuelt erstatningskrav.

Du kan læse mere om hvad vi kan gøre for dig som bistandsadvokat her.

Kontakt os

Ring eller e-mail til en af vores erfarne forsvars- og bistandsadvokater, hvis du er blevet part i en straffesag.

 

 


Website: Konceptas