Advokathuset Eegholm A/S i Herning har overtaget Advodan Midt-Vest A/S med fire afdelinger.

I forbindelse med et generationsskifte har Advodan Midt-Vest med hovedsæde i Ringkøbing valgt at sælge ejerskabet af firmaet til direktør og ejer af Advokathuset Eegholm i Herning, Rene Knudsen. Indehaverne af Advodan Midt-Vest, Kim Stensgård og Mogens Jepsen, fortsætter deres virke i Advokathuset Eegholm som partnere.

For Rene Knudsen og Advokathuset Eegholm handler det om at udvide horisonten. Akkurat som det gør for Advodan Midt-Vest. Og for begge parter ligger der en naturlig konsolidering i en sammenlægning, der i strategisk og geografisk forstand dækker fra Herning og Ikast over Hvide Sande ned til Ringkøbing. Eller i mere generel forstand Midtjylland og Vestjylland.

Advodan Midt-Vest er en af regionens betydende advokatvirksomheder, og vil fortsat under sit nye navn holde til i Ringkøbing og Hvide Sande, mens Give-afdelingen lukker

Advokat Rene Knudsen med møderet for Højesteret er 43 år gammel og eneejer af Advokathuset Eegholm, som han overtog i 2008. Siden 1997 har han arbejdet i huset, som han siden blev partner i, inden han ligeledes i forbindelse med et generationsskifte overtog firmaet. Advokathuset Eegholm er en af Herning og omegns ældste og mest velestimerede advokatfirmaer. Advodan Midt-Vest, som nu er en del af Herning-firmaet, har ca. ti ansatte, og dermed bliver det en slagkraftig styrke, Rene Knudsen kommer til at stå i spidsen for.

I forbindelse med generationsskiftet udtaler Rene Knudsen:

"Jeg er glad for, at Kim Stensgaard og Mogens Jepsen med deres lokalkendskab og kompetencer fortsætter som partnere. Advodan får løst en generationsskiftemæssig udfordring, og jeg og mit firma fastholder en vækststrategi og ønsket om at dække jævnt i forhold til små og mellemstore virksomheder samt rådgivning til private. Samtidig er der god ræson i at få hele Vestjylland som forretningsmæssig udfordring og interesseområde. Jeg ser virkelig frem til samarbejdet med mine nye partnere."

 

Website: Konceptas